Uddannelse
De unge, der bor på Kollegiet Søtofte, er som udgangspunkt alle i gang med en uddannelse eller i gang med at forbedre sig til at påbegynde uddannelse. Det er selvfølgelig den unges eget valg hvilken uddannelse, de vil gå på, men det er fra kollegiets side et krav, at de unge er i gang med noget og aktivt passer deres uddannelse/beskæftigelse. Er der unge, der ”går i stå” med uddannelsen eller ønsker at skifte, hjælper vi, i samarbejde med den tilknyttede UU-vejleder, med at lægge en ny plan.
Dagligdagen på kollegiet
På Kollegiet er hverdagene præget af aktiviteter, såsom spille- og filmaftener samt fællesspisning. Derudover er der fitness- og halaktiviteter, så der er mulighed for fysisk udfoldelse. Når de unge kommer hjem fra deres uddannelse/beskæftigelse bruges tiden også på lektier, madlavning, rengøring og alt det, der ellers hører til at bo i egen kollegielejlighed.
I hverdagene er der personale på Kollegiet fra kl. 07.00 – 23.00, og fra 23.00 – 07.30 er der vågen nattevagt.
I weekenderne hygges der ofte med film og spil i vores fællesarealer, men det er op til den enkelte unge, hvordan man ønsker at tilbringe sin weekend. Nogle unge tager hjem til deres forældre eller kammerater, mens andre tilbringer weekenden på kollegiet med hyggelige aktiviteter. Hver 6. fredag afholdes der endvidere fredagscafé.
I weekenderne er der personale på Kollegiet fra kl. 13.00 – 23.00, og fra 23.00 – 07.30 er der vågen nattevagt.
På Kollegiet vægtes det, at der er plads til at fejre højtider og mærkedage, uanset hvilken tro eller overbevisning man har. Hvert år til jul arrangeres der julefrokost for alle på kollegiet, hvor de unge er med til planlægning af denne. Et sådant arrangement indebærer typisk spisning, bowling og softgun mv.
Fællesskab og privatliv
På Kollegiet er man aldrig alene, men hvis man har brug for at trække sig, kan man altid lukke sin dør og være sig selv. Alle har egen lejlighed med eget køkken og bad, men de unge kan altid benytte kollegiets fællesarealer, hvor der er mulighed for at se film, spille spil, spille bordfodbold, PlayStation mm.
Som ung har man ofte brug for at fordybe sig i egne interesser efter en travl skoledag, men at være ung er også at opbygge gode venskaber og at have nogle fritidsinteresser. På Kollegiet ved vi, at det ikke altid kommer af sig selv, og vi støtter derfor de unge i at deltage i aktiviteter både på og uden for kollegiet.
Ryste sammen tur til Langeland
I august tager hele kollegiet på tur til en gård på Langeland, hvor vi typisk er i 2 dage. Dette sker i forbindelse med, at der kommer nye unge, som skal bo på kollegiet. Turen har til formål at styrke fællesskabet og give de unge mulighed for at lære hinanden at kende. Her vil der være tilrettelagt nogle aktiviteter, som skal hjælpe de unge med, at komme tættere på hinanden, herunder fodbold, rundbold og kongespil. Derudover laver vi sammen mad og tilbringer aftenen med fælles hygge i pejsestuen.
Udenlandsrejse
En gang om året tager kollegiet en uge på en fælles rejse til udlandet, som er frivillig at deltage på. De unge er med til at planlægge og tilrettelægge turen og alle har mulighed for, at komme med deres input til, hvor turen skal gå hen, hvilket hotel vi skal bo på og hvilke aktiviteter/ture vi skal på under ferien. De seneste år er turen gået til Tyrkiet, hvor de unge har haft fornøjelsen af aktiviteter såsom jeep safari, hamam og shoppeture i Alanya.
Husorden på Kollegiet Søtofte
- Vi opfører os, så det er rart for alle at være på kollegiet.
- Vi respekter hinanden og hinandens grænser.
- Vi sørger for, at der er ro på gangene efter kl. 22.
- Vi rydder op efter os selv og passer på tingene.
-
Euforiserende stoffer
Vi accepterer ikke brugen af euforiserende stoffer, når man bor på Kollegiet Søtofte.
Hvorfor: Fordi det er ulovligt, sundhedsskadeligt og hæmmende for et godt bo- og studiemiljø.
-
Gæster
Man må gerne have gæster på kollegiet, men det skal altid aftales med personalet på kollegiet. I hverdagene skal gæster gå senest kl. 22:00, men fredag og lørdag er der mulighed for at lave andre aftaler med personalet.
Hvis gæsterne skal overnatte skal dette også aftales med personalet og i så god tid som muligt.
-
Ro
Til hverdag ønskes der ro i huset efter kl. 22:00. Det betyder, at der ikke spilles høj musik, støvsuges, vaskes tøj eller larmes på andre måder, der er til gene for de øvrige unge. Det er vigtigt at respektere dette, da de fleste skal tidligt op om morgenen og passe deres uddannelser.
-
Giv besked
Når man bor på Kollegiet, skal man altid melde til og fra til personalet når man kommer og går, så personalet ved, hvor de unge befinder sig. Hvis man er forhindret i at holde den aftale der er lavet om hjemkomsttidspunktet, kontaktes personalet.
-
Kollegiets fællesarealer
På Kollegiet er der gode udendørsfaciliteter med havemøbler, grill, drivhus og frugthave. Derudover har vi en kælder, som de unge har været med til at indrette som stue med fælleskøkken, multibord, bordbold m.m.
På Kollegiet rydder alle op efter sig selv og behandler tingene pænt.
-
Gøremål & forventninger
Når man bor på Kollegiet er der ugentligt forskellige gøremål, som skal passes – fx rengøring af lejligheden, tøjvask, madlavning, deltagelse i kollegiemøder og ungesamtaler. Dette er nødvendige opgaver, der har til formål at forberede de unge til et selvstændigt voksenliv.
-
Naboer
Når man bor på Kollegiet er det vigtigt, at man viser hensyn til hinanden samt til de nabohuse, som ligger nær ved kollegiet.
Dette gøres ved at:
- Man tager hensyn til andre i forhold til at spille høj musik, køre på knallert, råbe højlydt mv.
- Man overholder husreglerne
- Man smider ikke affald, cigaretskodder eller lignende udenfor og omkring kollegiet.
- Hvis man har bil, skal man parkere sin bil på den dertil indrettede parkeringsplads og ikke foran kollegiet.